 TilbageTil forsidenAstronominyheder ArkivRedigeret af Frank Sørensen |
Astronominyheder |
Et hold astronomer har ved hjælp af ESA's XXM-Newton røntgen rumteleskop, opdaget universet voldsommeste begivenhed, næst efter Big Bang;
Kolliderende galakser er ikke noget ukendt fænomen. Men galakser klumper sig sammen i galaksehobe, som hver kan bestå af tusinder af individuelle galakser, som igen hver består af millioner af stjerner. Når 2 galakser kolliderer sker det i relativ fredsommelighed, idet få stjerner direkte kolliderer med hinanden i det store rum mellem stjernerne i galakserne. Men når tusinder af galakser kolliderer, er det en anden sag:
Hele galakser rives ud af deres baner om et fælles tyngdepunkt. Ved kollisonerne og ved de rene tyngdevirkninger, skabes der 100 millioner grader varme chokbølger mellem galakser.
Abell 754 har været kendt længe, men det er først nu, at astronomerne får en dybere forståelse af HVOR voldsom begivenheden er.
Henrik - Kommentarer (0)
Japanske astronomer har undersøgt billeder fra Hubble Ultra Deep Field (HUDF) og mener at have identificeret de tidligste stjernedannelser. Hubble rumteleskopet har kigget så langt ud i rummet, at vi er tilbage til kun 200 mill. år efter Big Bang, og undersøgelsen har vist, at det var på dette tidspunkt de første stjerner dannedes. Astronomerne målte strålingen fra ioniseret brint ved en rødforskydning på z=7-8, svarende til 200mill. år efter big bang og ved z=6 400mill. år efter Big bang. Og det var tydeligt at de senere galakser havde langt mere ioniseret brint, end de tidligere.
Problemet med at identificere de første stjerner er, at der lige efter Big bang var masser af stråling i universet som kunne re-ionisere atomerne. Men ved afkølingen af universet, blev det mindre oig mindre - INDTIL der blev dannet stjerner, som udsendte ulraviolet stråling der kunne re-ionisere atomerne. Det er almindeligt antaget, at universet ½-1 mill. efter big bang, var så afkølet, at brint i almindelighed ikke længere var ioniseret. Så opgaven bestod i at identificere, præcis hvornår der var mindst ioniseret brint.
Et andet mål for stjernedannelser var tilstedeværelsen af tungere grundstoffer, som jo i al væsentlighed er blevet til inden i stjernernes "kogekedler". Og målinger viser samstemmende en stigning i tilstedeværelsen af disse ca. 200 mill. år efter Big bang.
Før stjernerne kondenserede ud af de galaktiske tåger, var galakserne jo egentlig kun store brintskyer. Og galaksers karakteristiske spiralstruktur stammer også fra stjernern. Så dermed har man egentlig ikke bare bestemt de første stjernedannelser, men også hvornår galakserne blev til galakser.
Henrik - Kommentarer (0)
Et hold engelske astronomer har ved hjælp af High Energy Stereoscopic System (HESS) teleskopet fundet en mystisk røntgenkilde i Mælkevejens centrum. HESS telekopet som ligger i Namibia, er et radioteleskop array af fire teleskoper, der arbejder sammen som et stort teleskop.
Der er en lang række kendte kilder til stråling i mælkevejens centrum, af hvilken det supermassive sorte hul Sagittarius A er den mest oplagte. Men selv om røntgenkilden kommer fra nær Sagittarius A, er den fundne stråling alt for intens, til at stamme fra stof der acceleres ind i et sort hul - også selv om det et supermassivt sort hul.
Dr. Paula Chadwick fra Durham University har derfor opstillet en teori som kan forklare den intense røntgenstråling: Vi ved at en stor supernova eksploderede i det område for 10.000 år siden. Sådan en eksplosion kunne accelerere kosmisk gammastråling til de høje energiniveauer vi har fundet... men det kræver yderligere studier at bestemme den præcise kilde"
Teorien er dog i strid med tidligere japanske observationer af den samme kilde, som var noget anderledes men til gengæld heller ikke nær så præcise. Det er derfor også muligt at det enorme sorte hul i mælkevejens centrum har en variabel natur som kan forklare den voldsomme røntgenstråling.
Henrik - Kommentarer (0)
Alle teorier om det tidligere univers antager at det var meget voldsomt. Formodningen om hvordan galaksecentrene er blevet ryddet for stjerner og de supermassive sorte huller er blevet til, antager nemlig at der skal en række galaksesammenstød til, for at forklare galaksernes nuværende udeende.
Men nye observationer antyder at det måske ikke var så voldsomt som vi hidtil har troet. For Alister Graham fra Australian National University har analyseret billeder fra Hubble rumteleskopet, og har fundet at der kun er 1/10 så mange kollisioner som modellerne forudser. Dr. Graham har derfor regnet på forholdende under sammenstødende, og har fundet at et enkelt sammenstød er nok til at rydde galaksecentrene.
Graham observerede en række galasker i en afstand af 100 mill. lysår og har dermed kigget 100 mill år tilbage i tiden. Han har dermed løst en tilsyneladende konflikt mellem de teoretiske super-galakse modeller, som også antyder at der skulle have været færre kollisioner og astrofysikerne som mente at der skulle mange kollisioner til.
Henrik - Kommentarer (0)
Jordbaserede teleskoper er i høj grad hæmmet af atmosfæren, så jo bedre et observationssted man kan finde, jo mere får man ud af sine teleskoper. Men efter længere tids tests af observationsbetingelserne på et 3,2km højt plateau på Sypolen, konkluderer en række forskere i en artikel i Nature, at verdens bedste luft findes på sydpolen.
De fremhæver at den meget klare luft er 3 gange roligere end forholdende på de nuværende obseravtorier. Det har ganske vist længe været kendt at luften på sydpolen er klar. Men dels har det været underkendt HVOR klar og dels har gruppen bag artiklen fundet et højtbellignede plateau, hvor vind- og vejrforholdende er væsentligt bedre end på selve sydpolen.
Dermed skulle et robotobservatorie her, kunne overgår selv Hubble rumteleskopet!
Henrik - Kommentarer (0)
Arecibo radioteleskopet i sydamerika er i dag det største og mest følsomme ardioteleskop vi har idag. Men
i 2015 vil det være overgået af "Square Kilometer Array" (SKA) radioteleskopet.
I modsætning til Arecibo radioteleskopet som er gravet ned i en dal, kommer SKA til at bestå af 3.300 selvstændige styrbare radioteleskoper. Ideen stammer fra "Allen radioteleskopet", som er 350 selvstændige 6meter radioteleskoper, men som er dedikeret til at søge efter radiosignlaer fra intelligent liv i universet.
SKA bliver 100 gange mere følsomt end det bedste vi har i dag og bliver istand til at skelne detaljer helt ned til 500 mikro buesekunder. Det svarer til at det vil kunne opløse detaljer ned til 15 lysårs størrelse i vores nabogalakse Andromeda galaksen, eller nogle få astronomiske enheder i vores eget nabolag. Der er allerede en lang række artikler og forslag om forskning, det nye radioteleskop vil kunne udføre.
LÆS MERE om Allen teleskop arealet
Henrik - Kommentarer (0)
En stor undersøgelse af planetariske tåger har vist, at lagvise ringe som efter flere udbrud, er langt mere almindelige end hidtil antaget. Godt 1/3 af de undersøgte planetariske tåger viste sig at havde sådanne ringe.
Billedet her er en af de smukkeste af slagsen; "Katteøje tågen" NGC 6543, som er fotograferet med Hubble's "Advanced Camera for Surveys" (ACS). Ringene antyder at tågen har regelmæssige udbrud hvert 1.500 år. Dette fund kom bag på en del astrofysikere, som ikke var klar over at regelmæssige massetab af denne art var almindelige i slutningen af en stjernes liv.
Katteøje tågens massetab ser ud til at være ændret for omkring 1.000 år siden, hvor den nuværende komplicerede tåge begyndte at dannes. På ESAs hjemmeside (Linket herunder) er observationer fra Hubble rumteleskopet fra 1994, 1997, 2000 og 2002 sat sammen til en film, som viser hvordan den har udviklet sig for nyligt.
Henrik - Kommentarer (0)
En neutronstjerne r en stjerne der er kollapset til en uhyre tæt fast planet lignende kugle. Teoretikere har længe regnet på forholdene i en neutronstjerne, hvor en masse på flere gange Solens masse er trykket sammen til en få kilometer stor kugle. Neutronstjerner har fået deres navn fordi massetætheden er så stor, at selv atomerne bliver presset sammen, så elektronerne (-) presses ind i atomkernen, hvor de straks går i forbindelse med positronerne (+), så de danner en neutron (ingen ladning).
Men neutronstjerner har altid været en teoretisk abstraktion, som man kan regne sig frem til hvordan ser ud, men aldrig har set – indtil nu!
For ved hjælp af NASA's "Rossi X-ray Timing Explorer" sammenholdt med tidligere observationer fra arkivet, har Dr. Tod Strohmayer et al. fra Goddard Space Center, målt størrelsen på en neutronstjerne.
De observerede neutronstjernen EXO 0748-676 godt 30.000 lysår fra Jorden og kom frem til at den 1,75 solmasse tunge stjerne, kun er 11,5km i diameter! Observationen blev gjort mulig af at de kunne observere stof fra en nærliggende stjerne, som bevægede sig ind mod neutronstjernen. derved kunne de bestemme den rotationshastighed til 45 rotationer/sekund (et kort døgn..). Desuden kunne de måle Doppler forskydningen af lyset fra dens overflade, som dels skyldtes dens rotation, men også tyngdekraftpåvirkningen. dermed kunne de så bestemme dens størrelse til 11,5km
Det længe efterspurgte masse/radius forhold, definerer stjernens interne tæthed/tryk forhold – den såkaldte ligevægtstilstands formel - og bekræfter dermed teorierne om neutronstjernens indre - udover at give stof til en mængde nye spørgsmål.
Henrik - Kommentarer (1)